Esbjerg Låseteknik A/S hædret for vækst og udvikling
Familieejede Esbjerg Låseteknik A/S har siden 2016 været inde i betydelig vækst og har på det nærmeste fordoblet omsætningen til nær 19 mio. kr. Virksomheden med 12 medarbejdere etablerede i 2011 Varde Låseteknik og har ud over nærområdet kunder i hele Jylland samt på Sjælland og i København.
Som det seneste synlige bevis på den gunstige udvikling er Esbjerg Låseteknik ved Assa Abloy Denmarks årsmøde blevet kåret som Årets Forhandler inden for mekanisk sikring. Svensk-finske Assa Abloy AB er verdens førende låse- og sikringsproducent og var indtil 2018 i Danmark kendt under Ruko-navnet.
Esbjerg Låseteknik drives af far og søn, Erik og Martin Bro. De ser kåringen som et tegn på, at virksomheden med hovedkontor i Helgolandsgade i Esbjerg har udmærket sig i branchen.
– Vi har i de senere år været i god vækst, og vi har formået at fokusere på de rigtige områder for at udvikle vores forretning. For fire år siden så vi ud over den traditionelle låsebranche og ansatte en sælger, Claus Jul Nielsen, og har ad den vej intensiveret kontakten til arkitekter, bygherrerådgivere og de store projekter med behov for låsesystemer og adgangskontrol. Det er ligeledes kendetegnende for vores udvikling, at vi har langt bedre styring på de interne processer end for blot få år siden, siger Martin Bro.
Esbjerg Låsetekniks kundekreds består overvejende af virksomheder, institutioner, lejlighedskomplekser og ejere af andre større bygninger. Leverancen af adgangskontrol til Sydvestjysk Sygehus er eksempelvis et af de største projekter af sin art i Danmark. Derudover betjener virksomheden et mindre privat marked.
Under navnet Esbjerg Laaseteknik – specialværksted for Plæneklippere går historien tilbage til ca. 1950. Erik Bro blev ved dannelsen af et nyt selskab i 1993 medejer, og i 2012 indtrådte hans søn som aktionær. Martin Bro, 39 år, ejer nu 60 procent af selskabet, Erik Bro, 67 år, 40 procent. Som led i udviklingen blev der i 2017 sammensat en professionel bestyrelse med eksterne medlemmer.